Jeg blev taget med til Venus, hvor vi landede. Det gigantiske transportfartøj dalede ganske langsomt lige ned, næsten som vores helikoptere, indtil det var meget nær jorden, så svævede det hen til en flad bygning, hvor det standsede. En dør blev åbnet i siden af skibet, og vi trådte direkte ind i bygningen. Det, at vi gik lige ind i bygningen i stedet for at gå ad trapper ned til jorden, fik mig til at tænke på nogle lufthavne i det østlige Amerika, hvor American Airlines sætter deres passagerer af. Andre luftfartsselskaber her i staterne har endnu ikke dette system, men jeg forstår, at de har planer derom for at beskytte passagererne mod vejret.

Lufthavnen på Venus var naturligvis anlagt i et åbent landområde, selvom de ikke behøver startbaner, som vi. De flade tage på bygningerne bliver benyttet til landing for små fartøjer. Vi blev sat af skibet på et sted, der, vil jeg tro, svarer til 3. etage, og nåede jorden ved hjælp af en anordning svarende til vore elevatorer. Denne var lukket, så man kunne ikke se, hvad der foregik i resten af bygningen.

Dagen var dejlig varm med solen skinnende klart gennem et tyndt lag makrel-skyer. Luften var frisk og lugtede ren. Jeg fik fortalt, at det havde regnet dagen før.

Vi satte os ind i en temmelig lille offentlig transportvogn til samme formål som vore taxaer. Den adskilte sig fra vore køretøjer ved at være tilspidset i begge ender. Enkeltsæderne var placeret i en række ned langs midten af vognen. Hvert sæde var monteret på en anordning, der tillod, at man drejede det i alle retninger, lodret, lænet tilbage eller indstillet i en hvilken som helst stilling, som man fandt ønskelig eller komfortabel. Hele vognen var dækket af buet glas eller plastic, som tillod udsigt i alle retninger, men samtidig beskyttede mod vind, støv og al slags vejr. Solens lys kunne trænge ind, men man var beskyttet mod dens intense varme og lys. Jeg tænkte på, at vi udmærket kunne bruge den slags materiale mange steder på. jorden, hvis vi blot vidste, hvordan det fremstilles.

Denne vogn kunne svæve en tomme eller to hen over jorden eller føres op i 50 fod eller mere, hvis det var nødvndigt, eller hvis den strækning, man skulle køre, var lang. Da vi skulle til Mary’s (en venusiansk pige, som var med skibet) hjem, for at hun kunne skifte, og jeg kunne hilse på hendes forældre, holdt vi os tæt til jorden. Vi kørte i udkanten af forretningskvartererne, og jeg lagde mærke til, at hovedvejene var brede med åbne områder i midten.

Butikker lå langs gaderne i lighed med, hvad de gør hos os. Små vogne, som den vi var i, kunne man se køre rundt i gaderne. Folk benyttede de brede fortove, når de gik fra den ene forretning til den anden. Jeg tænkte, at "Livet er stort set det samme, hvor man end befinder sig". Dog lagde jeg mærke til, at folk ikke så ud til at have så travlt, som hos os, og de havde et lykkeligere udtryk i ansigterne, end jeg har set i byer på vor planet.

Da vi ankom til Mary’s hjem, lod hun føreren vente på os.

Hendes hjem var ikke særligt langt fra indkøbscentret, men jeg havde på den anden side på fornemmelsen, at det var i udkanten af byen. Jeg var omgivet af store vidder, vidunderlige landskabet og et middelstort beskedent hus. Hendes familie tilhørte, hvad vi her på Jorden ville kalde middelstanden, skønt de ikke har en sådan klasseinddeling. Alle har deres arbejde at udføre, og gennem det dækkes deres daglige behov inklusive smukke ejendele, men der var intet af den luksuriøse overflod, som et forholdsvis fåtal på vor planet er i besiddelse af.

Hendes forældre var et elskværdigt ungt par. Mary er deres eneste barn. Mange af nabobørnene legede på pladsen udenfor og løb ud og ind i huset, stille, velopdragne og hensynsfulde mod andre.

Som det er sagt før, følte børnene sig ligeså meget hjemme på dette sted, som i deres forældres hjem, fordi alle voksne betragter og behandler alle børn som deres egne, uanset hvem forældrene er. Børnene var Mary’s legekammerater, og hun underviste dem, fordi de var yngre end hende, mens hun lærte af ældre børn.

Vi blev her kun et øjeblik, mens Mary skiftede fra en yndig enkel rød og hvid dragt til en hel hvid. Begge var enkle, uden rynker og snæver så den passede til kroppens linier. Fra Mary’s hjem tog hun og jeg til undervisningscentret, hvor der lå adskillige videnskabelige bygninger. Her lod Mary igen føreren vente på os, for at han kunne føre os tilbage til lufthavnen.

På undervisningscentrets vidunderlige område mødtes vi med andre, som havde været med i rumskibet. Vi fik alle forevist tre af bygningerne og fik forklaret det indvendige.

Det meste af undervisningen i klasseværelserne blev givet af maskiner. Jeg kunne ikke forstå gangen i disse maskiner mere, end jeg forstår gangen i vore egne elektronhjerner, hvor koder puttes ind, og svar kommer ud. Nogle af klasserne er på op til 1000 studerende, fortalte man mig. De bliver undervist ved hjælp af en slags TV. Deres spørgsmål bliver besvaret, og detaillerede udregninger givet, når det er nødvendigt. Om maskinerne er kontrolleret af mennesker, eller de automatisk er i stand til selv at give svarene, ved jeg ikke. I en af bygningerne var der en miniature udgave af vort sol-system under dannelsen — dets udvikling og dets eventuelle nedbrydning. Vort systems relation og dets relative position til nabosolsystemer i Kosmos var også vist, men alligevel er det umuligt for mig at forklare det med ord, fordi vort begreb om hele kosmosbilledet er så begrænset. Selv vor forståelse af vor egen planet og dens relation til naboerne i systemet er for begrænset til, at det er muligt at forklare det, som jeg så billedliggjort i miniature der. Vi har afgjort lang vej endnu og meget at lære. Een ting lærte jeg imidlertid, som jeg kan forklare det er, at vore beregninger er langt bagefter. Mens vi er den 3. planet fra solen, er vi i fremskridt og viden på 10. pladsen. I kosmisk forstand er fremskridt mindre, jo længere man kommer ud i systemet og bliver større og større ind mod centrum. På grund af vore mange krige og egoismen, har vi holdt udviklingen nede, mens planeterne bag os har forstået at komme ud over disse problemer og udfører bedrifter, som vi skulle have udført for tusinder af år siden. Vi er blevet givet denne viden mange gange, og den er stadig til stede her, men der er så få mennesker, som er interesseret i anden viden end den, der giver større komfort og flere behageligheder, og vi har ladet tiden fare i stedet for at udvikle os til, hvad vi skulle være.

I en anden bygning så jeg arbejdende modeller af mennesker og andre former. Dette var yderst interessant, fordi det viste forbindelsen mellem celler og mellem cellerne og de organer, de opbygger, blodets bevægelse, operation af alt som en enhed, opbygningen og operation af og udstrålingen fra hjernens celler og deres indflydelse på forskellige dele af kroppen. Her så jeg tankens kraft, og hvordan tanker arbejder, mere klart, end jeg havde kunnet modtage den på nogen anden måde. Derfor kan jeg, selvom jeg før har påpeget nødvendigheden af at udvikle anvendelsen af telepati, kun fremføre dette endnu engang.

Det er kun ved anvendelsen af tanken og arbejde med et åbent sind, med forståelse, at man kan blive herre over sig selv. Så vil man ydermere forstå sine medmennesker, hvem de end måtte være, og hvor de end måtte befinde sig.

Mit ophold på Venus varede kun i ca. 4 timer, og i den tid forsøgte jeg så godt, som det var muligt, at se alt og huske, hvad jeg så. Alt for hurtigt var vor rundtur i de videnskabelige bygninger forbi. Mary og jeg steg sammen med andre, som skulle tilbage til skibet, ind i den ventende vogn, og snart befandt vi os igen i lufthavnen. En bemærkning af interesse her. Selvom jeg ikke havde gået andet end en smule i bygningen, var jeg besværet. Da jeg blev klar over dette faktum, forstod jeg, at det var de samme reaktioner, som jeg får, når jeg er i Mexico City. Atmosfærens tryk på Venus i nærheden af, hvor jeg var, kunne derfor sammenlignes med jordens atmosfæres tryk i en højde og på et sted svarende til Mexico City. Jeg havde ikke mere besvær med at trække vejret det ene sted end det andet.

Da vort skib var på vej tilbage til Jorden, blev jeg opfordret til at kigge ud i rummet gennem et af koøjerne. Vi var udenfor vor ionosfære, og jeg så partikler af varierende størrelse bevæge sig gennem rummet. Nogle var temmelig store. Man fortalte mig, at det var resterne af satellitter, som var sendt op fra Jorden, men som var gået tabt. De bevægede sig ikke i kredsløb, som man ville formode, men bevægede sig ligesom støvpartikler i en solstråle. Sådanne dele vil med tiden opløses i deres oprindelige stoffer for i uhyre små partikler at blive brugt på ny i overensstemmelse med Kosmos’ lov. Mange spørgsmål forbliver ubesvaret for dig og mig, men jeg er taknemlig for turen til Venus, og for hvad jeg lærte. Jeg er ikke blevet lovet flere ture, men den største vished en mand kan opnå, har jeg fået ved at blive sluppet over grænsen fra dette liv til et andet.